Menu

Charlotte og Micki Strømlund Holger Hansens Mindelegat

image
Orient Fodbold
18. februar 2018 kl. 19:56

På Generalforsamlingen lørdag modtog

Charlotte og Micki Strømlund Holger Hansens Mindelegat 👍👍👍👍

Hvert år i forbindelse med Orient's generalforsamling uddeles en Initiativpris sammen med en mindefad (vandrefad) til en person, en aktivitet, et hold el. lignende, som har været igangsætter af eller taget initiativ til nogle tiltag til gavn og glæde for Orient's fremtidige virke.

Micki startede i Orient Fodbold som 6-årig med indmeldelsesdato d. 6/9-1989.
Som teenager var han også hjælpetræner på et af vores drengehold, og var bl.a. i denne forbindelse med på udlandstur til Prag.
I 2002 blev han i en alder af 20 år Årets Spiller i Herre Senior.

Charlotte spillede i sine unge dage basketball på højere plan med stor iver.

Micki var væk i nogle år fra fodbold, hvor han bl.a. stiftede familie med Charlotte. Da deres ældste barn, sønnen Emil, begyndte at interessere sig for fodbold, blev det i faderens barndomsklub Orient. Micki blev atter bidt af fodbolden, og blev efter kort tid træner for Emils hold. De blev hurtigt mange spillere, og holdet krævede derfor flere trænere, som også blev fundet i forældregruppen.
Micki startede også selv med at spille fodbold igen på OldBoys holdet.
I Fodbold udvalget var Mickis engagement ikke gået upåvirket hen, og vi spurgte ham derfor, om han kunne tænke sig at blive en del af udvalget som sportslig coach. Det takkede han heldigvis ja til.

Samtidig var Charlotte en ivrig fodboldmor på sidelinjen sammen med mange andre mødre. Her fik hun sat gang i fodbolddrømmen hos sine ligesindede, og efter kort tid fik hun stablet et OldGirls hold på benene – i første omgang bestående af fodboldmødre. De fleste havde aldrig rørt en fodbold før, men holdet består stadig i bedste velgående og nu med så mange spillere, at det overvejes at melde 2 hold til turneringen.
Charlotte var også under uddannelse til pædagog, og på sit sidste praktiksted ”Børneinstitutionen Broparken” fik hun idéen til en børnehaveturnering, hvor kommunens børneinstitutioner blev inviteret. Qua sit og Mickis engagement i Orient Fodbold lå det lige til højrebenet at få et samarbejde omkring turneringen, så nu tager vi hvert år i mod alle kommunens børnehavebørn til den årlige turnering på Islev ”Stadion”.

Micki påtog sig flere og flere opgaver i fodboldafdelingen, og da John gerne ville have lidt mere tid, var det ganske naturligt, at valget faldt på Micki som ny formand.
Heldigvis støttede Charlotte også op om vores valg, så på hjemmefronten var der også opbakning.

Charlotte er nu også blevet holdleder for deres datter Nikolines hold, og har i flere år også stået forrest i planlægningen og gennemførelsen af vores Lille-Tur for spillere fra U7 til U10.

1994: Micki 5-års krus
1999: Micki 10-års krus
2002: Micki ”Årets Spiller” i Orient Fodbold (Herre Senior)
2004: Micki 15-års krus
2014: Micki ”Årets leder” i Orient Fodbold

2014: Charlotte ”Rødovre Kommunes Børnepris”
2017: Charlotte ”DBUs Børnelederpris”

Luk