U12-1 i drama i sæsonens sidste kamp!

Der var nostalgi i luften, da U12-1 søndag ved middagstid spillede deres sidste kamp som U12’ere. Kampen var på udebane mod B1973 og det var sidste kamp for trænerduoen, som sammen har stået i spidsen for holdet i mere end 5 år. Dette lagt sammen med, at modstanderne lå sidst i rækken gjorde, at vi virkelig virkelig gerne ville slutte det hele af med en sejr...
Og det startede godt, vi kom hurtigt foran ved Sebastian og havde masser af chancer, men B1973 fik udlignet stik mod spil og chancer. Vi kom på 2-1 ved Lucas HP og vadede i chancer, men måtte gå til halvleg med en spinkel føring. Lige efter pausen fik modstanderne udlignet, men vi kløede på og kom på 3-2, igen ved Lucas HP. Herefter gik det ned af bakke, B1973 rokerede lidt rundt og de havde i dagens anledning taget et par særdeles kompetente spillere med og pludseligt var vi bagud 5-3. Vi havde haft masser af chancer til at punktere dem, men faktum var, at det 4-5 minutter før tid så meget sort ud...
Men, U12’erne hedder ikke come-back kongerne for ingenting, for få minutter før tid reducerede Lasse til 4-5 og med bare et minut tilbage af kampen, fik Adam lavet den forløsende udligning til 5-5, som blev kampens resultat. Det var lidt skuffende, at vi ikke tog sejren, men kampens udvikling taget i betragtning, var det glædeligt, at vi ikke tabte og at vi fik kæmpet os tilbage.
Vi slutter sæsonen på rækkens fjerdeplads og det er ikke så skidt endda, selvom vi efter en forrygende sæsonstart havde drømt om lidt mere.
Vi ser nu frem mod de sidste træninger inden sommerferien inden alle kan tage badebukserne frem og nyde et velfortjent og tiltrængt pusterum.