U12-1 & u12-2 til kamp

Begge U12 hold var i kamp søndag formiddag på Horshøjvej.
Første hold i kamp var U12-1, som mødte Fremad Amager. Efter en jævnbyrdig og udmærket første halvleg var stillingen 0-0 og efter halvlegens pep-talk, hastede træneren på McDonald, for at træde af på naturens vegne.... De Ca 200 meter, der er fra banen til McDonald, blev foretaget i løb, både frem og tilbage, og selvom træneren muligvis ikke er helt så hurtig som han var engang, så estimeres turen til at have taget cirka 6 minutter - alt inklusiv. Da træneren kom tilbage, var Fremad Amager foran 3-0, så træneren selv tolker det som om, at han må have en enorm betydning for holdets præstationer....
Kampen endte med et 4-2 nederlag, men resultatet og præstationerne blev dog overskygget af nogle spilleres uacceptable opførsel og sprogbrug overfor dommer og modstandere og der blev talt med meget store bogstaver efter kampen, for selvom det er ok at være tændt, at blive sur og ærgerlig osv, så er der en grænse og den blev overskredet i dag, for forhåbentligt sidste gang.
U12-2 stillede til kamp klokken 11:40 og dagens træner var den samme som i første kamp, så efter at have taget en dyb indånding, var der fuld fokus på næste opgave. Og denne opgave var en kamp mod Kastrup, hvor Orient stillede med 6 spillere, som først er startet med at spille fodbold sidste sommer/efterår. Det er en sjældenhed at møde hold på dette alderstrin med så mange ‘begyndere’ og derfor har de sidste mange kampe været en relativt stor udfordring for dette hold, men vi håber hver gang på et vendepunkt. Og det kom i dag! Inden kampen blev 3 af de mest rutinerede spillere hevet til side hver især, hvor vi tog en snak om hvordan de kan hjælpe de andre i kampen og det var virkelig imponerende at se, hvor flot de tog det ansvar til sig og voksede med opgaven. Deres ro, fight og snak på banen smittede af på hele holdet, som fremstod som en enhed, hvor alle gjorde deres bedste og efter at have været gevaldigt under pres i starten, kom vi pludseligt på 1-0 og derefter var resten af kampen en fest for spillere, træner og tilskuere og det hele kulminerede med en velfortjent sejr på 7-5! Glædesudbruddene efter kampen var store og sejrssangen og kampråbet har vel næppe gjaldet højere på Horshøjvej, end tilfældet var i dag - en sand fornøjelse!
Tak for i dag,
Jesper U.